KRYDRET SQUASHKAGE MED VALNØDDER OG CHOKOLADE
Ud af en knap 3 kg tunge squash, jeg fik fra min svigermors køkkenhave, lavede jeg udover denne squashkage, også squashboller og squashdeller :-)
Men det første jeg vidste jeg ville lave ud af den stor squash, var kagen her. Det revet squash er med til at gøre kagen svampet og lækker i flere dage. Krydderierne giver duft og varme. Hele huset dufter af nybagt krydret kage :-)
Svarer til en springform 28 cm Ø:
350 gr groft revet squash
250 gr brun farin
3 æg
100 gr smør
250 gr mel
3 tsk kanel
1 tsk allehånde
1 tsk kardemomme
½ tsk salt
korn af 1 stang vanille
2 tsk bagepulver
1 tsk natron
125 gr grofthakkede valnødder
100 gr grofthakket mørk chokolade
Creme cheese:
150 gr Lurpak smør
100 gr Philadelphia Original smøreost
korn af 1 vanille stang
ca 150 gr flormelis
Skrab kornene ud af vanille stangen og pisk vanillekornene med brun farin, æg og smør.
I en skål blandes alle de tørre ingredienser.
Rør dem i æggemassen sammen med revet squash.
Vend til sidst valnødder og chokolade i.
Hæld dejen i en smurt eller foret springform og bage kagen ved 175 grader i 30-45 min.
Tjek ved at trykke let på midten af kagen. Giver den let efter og mærker fast, er den færdig.
Lad kagen køle helt af inden der kommer creme på.
Pisk smør, smøreost og vanillekorn sammen til det er en ensartet konsistens.
Pisk flormelis i lidt efter lidt, indtil cremen er som du vil have den.
Smør cremen på den afkølede kage og pynt evt med hakkede valnødder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar