onsdag den 31. december 2014

RIS A LA MANDE CHEESECAKE


Årets sidste dessert skal, hos os være en lækker Ris A La Mande Cheesecake serveret i portionsglas.
Jeg har set mange opslag på nettet den sidste tid med netop denne dessert. Men som alle andre gange, kan jeg ikke lade være med at lave min egen version. Jeg har holdt mig til inspirationen, men ellers er den lavet ud fra fantasi og frie hænder. Den originale opskrift, skal kagen bages, men jeg har valgt at gå i en anden retning. Jeg har undladt nogle ingredienser og tilsat nogle nye....og tro mig, den er virkelig lækker  :-)

Opskriften svarer til ca 12 pers.

1 portion risengrød
600-700 gr Philadelphia
100 gr sukker
Korn af to vanillestænger
2 spsk vanillesukker
50-75 gr hakket smuttede mandler

15 digestive kiks
100 gr smør
150 gr revet marcipan

½ l kirsebærsauce
2 blade husblad

Knus kiks og bland det med revet marcipan og smeltet smør.
Fordel det på en bageplade med bagepapir og bag det midt i ovnen ved 200 grader i ca 15 min.
Lad crunchen afkøle.
Fordel ca 2-3 spsk crunch i hvert glas.

Rør Philadelphia med vanillekorn og sukker.
Tilsæt risengrød og mandler.
Smag til med vanillesukker.
Fordel cremen ovenpå crunchen i glassene.
Stil glassene på køl.

Sigt kirsebærsaucen fri for bær, ned i en gryde.
Læg husblas i blød i koldt vand i ca 10 min.
Varm kirsebærsaucen op.
Kram vandet fra husblassen og smelt det over vandbad.
Rør husblas og kisebærsauce sammen og lad det afkøle til stuetemperatur.
Fordel saucen oven på desserten.
Stil desserterne tilbage i køleskabet til saucen er stivnet.
Fordel evt revet hvid chokolade på toppen inden servering

GODT NYTÅR
:-)



KRANSEKAGE


Så er kransekagen til imorgen endelig færdig!!!!
Efter en lang dag på arbejde og sene arbejdstider, har der simpelthen ikke været tid, før nu. Men færdig blev den....dog lidt skæv, men der er ikke det, lidt spiseligt sølvglimmer og nytårspynt, ikke kan dække  :-)

1 kage - 10 pers.

500 gr marcipan
100 gr sukker
1½ past. æggehvide
Flormelis til udrulning

Glasur:
150 gr flormelis
1 past. æggehvide

Smuldr marcipan og rør det sammen med sukker og æggehvide - det er klistret!
Tril 8 pølser af marcipanen - 13 cm a 43 gr, 16 cm a 53 gr, 19 cm a 63 gr, 22 cm a 73 gr, 25 cm a 83 gr, 28 cm a 93 gr, 31 cm a 103 gr og 34 cm a 113 gr.
Tril en kugle til at lægge på toppen af kransekagetårnet. Tryk det let. 
Læg ringene på en bageplade med bagepapir og bag dem 5-8 min ved 250 grader, til de er let gyldne. Gå ikke for langt væk fra ovnen, da de hurtigt kan brænde på.
Lad dem afkøle.
Rør glasuren sammen og fyld i en sprøjtepose. 
Dekorer og pynt dit kransekagetårn efter egen fantasi.
I år har jeg dekoreret det med små snefnug af sukker og spiseligt sølvglimmer  :-)

GODT NYTÅR





mandag den 29. december 2014

PANNA COTTA MED FRISKE BÆR

Panna cotta og råmarinerede bær

Vi har til tradition at holde nytårsaften sammen med to hold genboer. Det er festligt, hyggeligt og ikke mindst lækkert, da vi skiftes til at ligge hus og mad til. 
Sidste år var det min opgave, at medbringe desserten. Det blev til denne lækre og cremede Panna Cotta med friske bær i sprød chokolade skål. 
Nytårs aften, syntes jeg, at man skal kræse lidt ekstra for smagsløgene og ikke mindst øjnene. Det gør bestemt ikke noget at årets sidste måltid både ser godt ud, men også smager himmelsk.
Så skru op for kreativiteten og de lækre råvarer.

Opskriften giver 16 portioner:

16 chokolade skåle (kan købes i div. dagligvarer butikker)
½ l piskefløde
2 dl mælk
1 vanillestang
150 gr sukker
6 blade husblas
300-400 gr friske bær

Læg husblas i blød i koldt vand.
Varm fløde, mælk, sukker og vanillekorn i en gryde. Lad det komme op til kogepunktet under omrøring.
Tag gryden af varmen, kram vandet fra husblassen og smelt husblas i den varme fløde masse.
Hæld massen over i en skål, gennem en si og lad den afkøle til stuetemperatur.
Når fløde massen er faldet til stuetemperatur, hældes massen op i chokolade skålene.
Sæt dem i køleskabet til de er stivnet.
Anret på tallerkener og dekorer med friske bær. 

mandag den 22. december 2014

GLÆDELIG JUL :-)


December blev pludselig en travl måned. Lange arbejdsdage, juleforberedelser, julegaver, juletræ og ikke mindst julehygge med børnene, familien og venner. Desværre har jeg ikke nået alt det jeg ville, men der er heldigvis jul igen næste år :-)
Jeg havde lovet min ældste søn, at vi skulle lave konfekt, men i år må det blive den færdig købte slags.
Trods travlhed og mangler på to-do-listen, så har det været en fantastisk måned, som vi alle har nydt i fulde drag og vi vil nyde den sidste tid i december i fulde drag.
Jeg vil gerne ønske jer alle en rigtig glædelig jul, og en stor tak til jer der trofast følger med på bloggen :-) Jeg lover, at der kommer et lille lækkert indslag på bloggen inden nytår.
Næste år, vil jeg glæde mig til at dele flere lækre opskrifter og inspiration med jer. 
Så fat piskeriset og gør jer klar til flere lækre opskrifter i det nye år.

RIGTIG GLÆDELIG JUL
OG
GODT NYTÅR
TIL JER ALLE :-)

lørdag den 6. december 2014

VANILLEKRANSE

Vanillekranse er nok en af de mest almindelige julesmåkager i de danske hjem gennem julemåneden. For mig er det vigtigt at vanillesmagen virkelig træder i kraft, ellers syntes jeg de er kedelige. Vanille er jo et helt igennem fantastisk krydderi. 

Opskriften giver ca 40 stk

250 gr hvedemel
150 gr sukker
190 gr blødt smør
1 sammenpisket æg
1 knsp bagepulver
korn af 2 vanillestænger
50 gr finthakket smuttede mandler

Bland alle de tørre ingredienser. 
Smuldr  smørret deri.
Saml dejen med æg.
Stil dejen på køl et par timer eller til næste dag.
Kør dejen gennem kødhakkeren med stjernepladen og form som kranse. Jeg bruger kødhakkeren til min Kitchen Aid, men en gammeldags kødhakker med håndsving kan også bruges.
Bag kagerne på en bageplade med bagepapir midt i en forvarmet ovn på 200 grader i ca 8 min


MARCIPAN OG KOKOS SPECIER

Er nået frem til en ret så lækker opskrift på disse småkager. Marcipan og kokos passer fantastisk sammen. Uden pynt er de ikke særlig spændende at se på, så her er der mulighed for at dekorere efter eget valg. Jeg har valgt at pynte med chokoladestriber og små snefnug :-)

Opskriften giver ca 50 stk

250 gr hvedemel
75 gr kokosmel
150 gr sukker
100 gr revet marcipan
250 gr blødt smør
1 sammenpisket æg
Pynt efter eget valg

Bland alle de tørre ingredienser sammen.
Smuldr smørret deri og saml dejen med sammenpisket æg.
Stil dejen på køl min. 1 time, men gerne til dagen efter.
Ælt dejen kort igennem på et meldrysset bord.
Tril til små kugler og placer dem på en bageplade med bagepapir.
Giv hver kage et let tryk.
Bag kagerne midt i en forvarmet ovn ved 175 grader i 10-12 min, til de er let gyldne.
Lad kagerne afkøle og dekorer.

JØDEKAGER

Mange foretrækker pebernødder, vanillekranse eller brunkager, som deres favorit julesmåkage.
Mig selv derimod, elsker jødekager og forbinder dem helt og holdent til julen. 
Jeg har valgt at pifte den almindelige jødekage op med noget så simpelt, som grovhakkede mandler.
Enkelt og helt fantastisk  :-)

Opskriften giver ca 50 stk:
Dej:
150 gr blødt smør
300 gr hvedemel
100 gr flormelis
1 sammenpisket æg

Topping:
1 sammenpisket æg
kanelsukker
ca 50 gr hakkede mandler

Rør smør, mel og flormelis sammen i røremaskinen. Saml dejen med æg.
Stil dejen på køl min. ½ time.
Rul dejen ud på et meldrysset bord og stik kagerne ud.
Kagerne ligges på en bagplade med bagepapir.
Pensl kagerne med sammenpisket æd, drys med kanelsukker og hakkede mandler.
Bag jødekagerne midt i en forvarmet ovn 190 grader i ca 10 min. til de er let gyldne.


fredag den 5. december 2014

CHOKOLADEKIKS MED ET TWIST AF JUL


Stort set alle børn elsker chokolade kiks. Jeg har valgt at lave dem selv, og for at gøre dem mere sjove og spændende, har jeg drysset hakkede bismarckstokke over.
Chokolade kiksene kan holde sig ca 5 dage....hvis de altså ikke er spist inden :-)

Opskriften giver 15-20 chokolade kiks:

Vanillekiks:
2 tsk vanillesukker
70 gr flormelis
150 gr blødt smør
200 gr hvedemel
25 gr fint mandelmel
1 tsk bagepulver
1 knsp salt
½ dl koldt vand

Bland alle ingredienser godt og tilsæt vand til sidst. Ælt dejen godt sammen og sæt den i køleskabet ½ time.
Rul dejen ud (ca 3 mm tyk) og brug et lille eller alm glas til at stikke dejen ud i 30-40 cirkler. Stik et hjerte ud i halvdelen af cirklerne.
Bag kiksene på en bageplade med bagepapir i en forvarmet ovn ved 200 grader, til de er let gyldne, ca 7 min.

Chokoladeganache:
200 gr god mørk chokolade (60%)
2 dl piskefløde

Hak chokoladen fint.
Varm fløden op til ca 80 grader og hæld det over chokoladen. Vend det rundt til en glat og ensartet ganache med en dejskraber. 
Lad ganachen stå ½ time i stuetemperatur.
Fyld ganache i en sprøjtepose og fordel en god klat ganache på alle kiksebundene. Læg med det sammen kikselåget med hjertet ovenpå og tryk let låget på, så ganachen fordeler sig ud til siderne.
Lad chokoladekiksene lufttørrer et par timer i stuetemperatur.