DRØMMEKAGE MED MARCIPAN
Til alle drømmekage-elskere.....hvorfor ikke prøve at give den traditionelle drømmekage et twist?
Det fede ved at bage, er at køkkenet er ens legeplads, og her kan man folde sig ud og lege med tankerne om hvad der kunne være godt og ekstra lækkert.
En god, gammeldags, traditionel kage er ikke sådan at kimse af. Men for mig er det sjovt at tænke ud af boksen og give de gamle opskrifter et twist af noget nyt.
Normalt laver jeg altid dobbelt-op på fyldet til en drømmekage :-) Jo mere snasket, jo bedre. Men da jeg bagte denne, måtte jeg desværre sande at jeg kun havde kokos mel til en enkelt portion.
Opskriften jeg lægger på bloggen idag svarer til en dobbelt portion, så det vil give et andet resultat, end på billedet.
Server den som den er, eller pift den op med små flag. Her har jeg lavet små flag ud af tandstikker, guldtape og sølvtape :-)
God fornøjelse
Kage:
250 gr sukker
250 gr smør
150 gr marcipan
1 vanillestang
5 æg
1 dl mælk
325 gr hvedemel
2 tsk bagepulver
Fyld:
200 gr smør
300 gr rørsukker
1½ dl mælk
200 gr kokosmel
200 gr revet marcipan
Rør sukker, smør, marcipan og vanillekorn til en creme.
Pisk æggene i ét ad gangen.
Mel og bagepulver piskes i skiftevis med mælken.
Bag kagen i en smurt bradepande (ca 30x40 cm) i ca 30 min ved 180 grader varmluft.
Smelt smør i en gryde og tilsæt mælk og sukker.
Lad det koge op og tilsæt til sidst kokosmel og revet marcipan.
Fordel fyldet ovenpå kage og bag den færdig i ca 10 min ved 210 grader varmluft.
Lad kagen afkøle inden servering
Ingen kommentarer:
Send en kommentar