søndag den 25. januar 2015

NUGAT COOKIES MED HASSELNØDDER


Min kæreste er i Afrika i forbindelse med hans arbejde.
I morgen kommer han hjem....og hold da op, hvor er han savnet  :-)
Så mig og ungerne smækkede lige en dej sammen og bagte cookies, så der er lidt lækkert til ham, når han kommer hjem. Håber han har savnet min mad og bagning :-)

Opskriften giver ca 18 cookies:

150 gr kold nugat
50 gr hasselnødder
150 gr  blødt smør
150 gr sukker
1 æg
200 gr mel
2 spsk vanillesukker
1 tsk bagepulver

Hak nugat og nødder groft.
Pisk smør, sukker og æg sammen.
Bland mel, vanillesukker og bagepulver, og rør det i dejen.
Rør hasselnødder og nugat i dejen.
Tril til ca 18 kugler.
Sæt dem med afstand på en bageplade med bagepapir og giv dem et let tryk.
Bag dem midt i en forvarmet ovn ved 200 grader i 10-15 min (forskelligt fra ovn til ovn), indtil de er let gyldne.







tirsdag den 20. januar 2015

MINI HINDBÆRSNITTER

Der er noget dragende ved hindbærsnitter. De er ikke fint selskab på et kagebord, men alligevel tager vi gerne en, når de bliver serveret.
Jeg har befriet mine hindbærsnitter for den klassiske tivolikrymmel, og istedet givet dem et pift at frysetørret hindbær. Hindbærmarmeladen er hjemmelavet, men der er bestemt ikke noget at kimse af, hvis du bruger det købte.

Mørdej:
300 gr hvedemel
100 gr flormelis
150 gr stuetemp. smør
1 sammenpisket æg

Derudover: 
flormelis
vand
hindbærmarmelade
drys efter eget valg  :-)

Smuldr smørret i mel og flormelis.
Saml dejen med det sammenpiskede æg.
Rul dejen tyndt ud og udstik cirkler (ca 8 cm i diameter)
Bag kagerne på en bageplade med bagepapir i ca 6-8 min ved 200 grader til de er let gyldne.
Lad dem afkøle.
Læg en klat marmelade på halvdelen af småkagerne og læg derefter en småkage ovenpå.
Giv dem et let tryk.
Lav glasuren og fordel en lille smule på hver kage.
Pynt snitterne med drys efter eget valg.

NAPOLEONSHATTE


Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidste har sat mine ben inde hos en bager. Men jeg kan huske, at noget af det bedste jeg kunne købe hos bageren, var Napoleonshatte.
En lækker blanding af småkage og kransekage dyppet i chokolade.
I morgen skal mine kollegaer forkæles med lidt lækkert i kaffepausen. Og denne gang faldt valget på disse lækre kager.

Opskriften giver ca 18 kager:

Mørdej:
1 sammenpisket æg
150 gr stuetemp. smør
300 gr hvedemel
100 gr flormelis

Kransekagemasse:
250 gr marcipan
100 gr flormelis
1 æggehvide

Endvidere:
Smeltet mørk chokolade til at dyppe bunden i.

Smuldr smøret i melet og flormelis.
Saml dejen med sammenpisket æg.

Rør flormelis og æggehvide sammen indtil flormelis er opløst.
Rør det sammen med marcipan til en ensartet masse.

Rul dejen tyndt ud på et meldrysset bord.
Udstik cirkler (ca 8 cm i diameter).
Tril en lille marcipankugle og placer en på hvert stykke dej.
Tryk med tre fingre dejen ind omkring marcipankuglen.
Bag kagerne 8-10 min ved 200 grader til de er let gyldne.
Lad dem afkøle.
Dyp kagerne i en god, mørk, smeltet chokolade.


onsdag den 14. januar 2015

KLEMENTINTÆRTE MED MANDLER


Klementiner er i højsæson lige nu. Selvom de er fantastiske, som de er....men jeg kan rigtig godt li at bruge dem i madlavning? 
Igår brugte jeg skiver af klementin i en spinatsalat, hvilket kan anbefales :-)
Derudover har jeg begivet mig ud i et andet projekt...som faktisk er blevet helt godt  :-)
Klementintærten kan sagtens serveres som den er, men en kugle lækker vanilleis ville bestemt ikke ødelægge anretningen eller smagen :-)


5 økologiske klementiner
500 gr marcipan
50 gr blødt smør
4 æg
2 spsk mel
50 gr smuttede, hakkede mandler

Tærtedej:
100 gr smør
120 gr flormelis
210 gr hvedemel
1 tsk vanillesukker
1 æg

Skyl klementinerne og fjern blomsten.
Læg de hele klementiner med skal i en gryde med vand og kog dem under låg i 2 timer.

Tærtedej:
Smuldr smør i flormelis, mel og vanillesukker.
Saml dejen med sammenpisket æg.
Pres dejen ud i en smurt tærteform.
Prik huller i bunden med en gaffel.
Stil dejen i køleskabet mens cremen laves.

Tænd ovnen på 190 grader.
Halver klementinerne og fjern kernerne.
Blend klementinerne (med skal).
Riv marcipanen groft og rør det sammen med blendet klementin, smør og æg. 
Rør til sidst melet i.
Fordel cremen i tærten.
Drys med hakkede mandler.
Bag tærten 40-45 min midt i ovnen.

Lad tærten køle af, drys med lidt flormelis og server med en kugle lækker vanilleis  :-)




onsdag den 7. januar 2015

CITRONFROMAGE


Vi kender  alle den klassiske citronfromage...jeg forbinder den ihvertfald med min barndom hos mormor og morfar. Dengang var citronfromagen meget populær....og nu er den på vej tilbage  :-)

Opskriften giver 8 portioner:

8 blade husblas
6 past. æggeblommer
6 past. æggehvider
100 gr sukker
2 tsk revet citronskal
1 dl friskpresset citronsaft
½ l piskefløde

Læg husblas i blød i koldt vand i ca 15 min.
Pisk æggeblommer og sukker luftigt.
Kram vandet fra husblassen og smelt det over vandbad.
Bland det smeltede husblas med citronsaft og citronskal.
Pisk æggehviderne stive.
Pisk fløden til skum men gem lidt til pynt.
Vend citronsaften sammen med æg/sukkermassen.
Vend flødeskum deri med en dejskraber.
Til sidst vendes den stiftpiskede æggehvide forsigtigt i.
Anret fromagen i portionsglas eller hæld det i en skål.
Lad det stå et par timer i køleskabet.
Pynt med flødekum.

MUMS.....  :-)