tirsdag den 30. september 2014

LÆKKER ÆBLETÆRTE MED MANDLER OG PISTACIENØDDER


Lige nu hygger jeg derhjemme med min datter, som har skoldkopper. Det er svært at underholde flere dage i træk med perleplader, film, spil, dukker og tegninger. Så idag stod den på bagning. Og heldigvis vil hun lige så gerne i køkkenet, som hendes mor  :-)
Heldigvis havde jeg alle ingredienserne hjemme, inkl. de lækre Pink Lady æbler.

Æbletærte er altid en klassisk vinder, når der skal serveres lidt lækkert til kaffen, og lur mig, om der ikke er begejstring, når de andre kommer hjem fra skole og arbejde  :-)

Opskriften rækker til 1 tærte til ca 8 pers.

250 gr hvedemel
150 gr sukker
150 gr smør
1 æggeblomme
1 spsk kanel
1 tsk bagepulver
2 spsk creme fraiche
4 æbler
50 gr nødder (i denne tærte har jeg brugt 25 gr mandler og 25 gr usaltede pistacienødder)

Bland mel og bagepulver med 125 gr sukker, blødt smør, æggeblomme og cremefraiche. Ælt til dejen er glat og ensartet. Hvis dejen bliver svær at arbejde med, kan den sættes i køleskabet i ca 15 min.
2/3 af dejen formes til en kugle og rulles ud og lægges i en smurt tærteform. Resten af dejen gemmes til låg.


Skræl æbler og skær dem i både. Fordel dem i tærtebunden.

 Hak nødderne groft og bland dem med kanel og 25 gr sukker. Fordel det over æblerne.
Tænd ovnen på 200 grader

.
Rul resten af dejen ud til en firkant og skær strimler, der lægges som et gitter over fyldet. Eller brug fantasien og dekorer et låg, som du har lyst til.


Bag tærten midt i ovnen ca 15-20 min.
Server den evt. lun med creme fraiche til.

Velbekomme :-)

tirsdag den 23. september 2014

LÆKKER EFTERMIDDAGS SNACK


Når børnene kommer hjem efter skole og børnehave, så trænger vi alle sammen til en lille snack mens vi snakker om, hvordan dagen er gået.
Mine børn kan sagtens få en banan eller en gulerod, men de har, som så mange andre, også lyst til lidt ekstra lækkert engang imellem.

Her er en snack, som vi har lavet flere gange før og de eeeelsker den  :-)

Jeg har smurt en smule chunkey peanutbutter på små stykker knækbrød og en skive banan ovenpå.
Og så en skål med nødder og rosiner.....så er de ladet godt op, indtil vi skal have aftensmad



torsdag den 18. september 2014

SEMIDRIED TOMATER


Den anden dag lavede jeg semidried tomater. Det er faktisk samme princip som soltørrede tomater, bare det her er langtids-ovntørrede tomater.
De er super nemme at lave og så føler man sig lidt overskudsagtig, når duften fra de tørre tomater i ovnen, begynder at brede sig i huset.
Jeg har mulighed for at krydre dem, som jeg har lyst til. Denne gang blev det chili, hvidløg og basilikum.
De tørrede tomater, kommer jeg i et glas og spæder til med olie og så skal det bare opbevares i køleskabet.
De er rigtig lækre i sandwich, tilbehør til tapas, ovenpå en pastaret eller som fyld i en fyldt svinemørbrad. Mulighederne er uendelige  :-)
De er så nemme og simple at lave. Men simpelt i et køkken er bestemt ikke at kimse af, så længe råvarerne er i topkvalitet :-)


500 gr cherrytomater

Krydderolie:
5 fed hvidløg
2 chili
en håndfuld friske basilikumblade
2 dl olivenolie
5 tsk sukker
1 tsk groft salt
friskkværnet peber
ekstra olivenolie til at fylde op med

Halver tomaterne og læg dem i en bradepande med skærefladen opad.
Pres hvidløg og kom det i olien. Hak basilikum og chili. Kom det i olien sammen med sukker, salt og peber. Bland det rigtig godt. Fordel olien over tomaterne.
Bag tomaterne 2-3 timer (indtil de er tørret ind) ved 100 grader midt i ovnen.
Fyld dem på rengjordte glas med skruelåg og fyld op med lidt ekstra olivenolie.




mandag den 8. september 2014

FOOD FESTIVAL 2014

Denne weekend tog vi til Aarhus, hvor den årlige Food Festival finder sted. Det var jo et mekka for en madlavnings-glad pige, som mig. Der var uendelig mange smagsprøver, masser af inspiration, workshops, foredrag, rundvisninger og der blev også brugt "lidt" penge på lækre ting, som jeg BARE MÅTTE EJE  :-)
Jeg glæder mig til at kaste mig ud i nye spændende madkreationer med de nye og spændende varer jeg købte med hjem  :-)
Jeg kan klart anbefale jer andre, at tage til Food Festival næste år  :-)

Økologiske råvarer, der bare dufter fantastisk og ser fantastisk ud

Lækre olier, marinader og snacks for dem der kan tåle det lidt stærkt :-)



Camilla Plum's krydderier. Næsten som at komme til et marked i Østen
Chili i alle afskygninger og variationer. 


Camilla Plum's køkkenhave
David og Signe i Det Sunde Snack Køkken


Chokolade, karamel, Chutney og marmelader  :-)
Is lavet på gedemælk, var helt vildt lækkert. Dejlig frisk og cremet


Demo i mad lavet med røg
Børnene havde mulighed for at komme helt tæt på dyrene


Smagsprøver fra havet. Vi blev budt på chilimarineret blæksprutte og grillede muslinger. Der kunne jeg godt ha' stået hele dagen   :-)


 

Æble/orange sirup, solbæreddike med lime, hindbær salat sirup, pesto og rødbedesennep var bl.a. nogle af de lækkerier jeg havde med hjem foruden en skøn dag med masser af oplevelser og indtryk.


torsdag den 4. september 2014

PIROGGER MED RABARBER, MARCIPAN OG HVID CHOKOLADE


Fryseren er fyldt med frugt og bær ude fra svigermors køkkenhave. Pladsen er ved at være trang, så nu skal der tænkes kreativt, for at få tyndet ud i det. Der er lavet gele og marmelade i lange baner. Nu kaster jeg mig over andre søder sager.
Her har jeg lavet pirogger af mørdej og fyldt den med rabarber. De er virkelig lækre og det er svært kun at holde sig til ét stykke  :-)

Mørdej:
100 gr smør
200 gr mel
50 gr flormelis
korn fra 1 vanillestang
1 sammenpisket æg

Rabarberfyld:
400 gr rabarber
1 spsk vand
6 spsk sukker
korn af 1 vanillestang

Fyld:
120 gr marcipan
120 gr hakket hvid chokolade

Skrab korn ud af vanillestang. Kom alle ingredienser til mørdejen i en røremaskine og rør til det er en ensartet dej. Lad dejen hvile i køleskabet 1 time.

Skyl rabarber og skær dem i små snitter. Kog dem med vand, sukker og vanillekorn ved svag varme til rabarberen er mør (ca 10 min). Hæld massen gennem en si, så saften forsvindet. Lad det afkøle.

Rul dejen ud til en stor cirkel. Stik cirkler med en udstikkerform eller evt et stort glas (ca 10 cm i diameter). Pensl kanterne med sammenpisket æg. Læg marcipan, hvid chokolade og rabarberfyld på den ene halvdel af dejcirklen. Fold dejen over, og luk kanterne med en gaffel.

Læg piroggerne på en bageplade med bagepapir. Bag piroggerne midt i ovnen, ved 200 grader i 15-18 min, til de er gyldne.

Pynt piroggerne med flormelis eller server dem med creme fraiche eller en kugle god vanilleis.



GRÆSKARSUPPE MED GULERØDDER


Vi havde lige nogle kolde og mørke dage, og så var der stemning for suppe i familien.
Jeg er ikke meget for den traditionelle klare suppe med kød -og melboller. Jeg vil gerne have en fyldig suppe, der mætter og smager fantastisk.

1 Græskar
6 gulerødder
2 løg
2 fed hvidløg
1 tsk stødt ingefær
1 tsk stødt chili
1 terning hønsebuillon
ca 1 l vand
salt og peber
olie til stegning

Skræl græskarret og skær kødet i mellemstore stykker. Skræl gulerødder og skær dem i mellemstore stykker. Skær løg og hvidløg i mindre stykker.
Svits løg og hvidløg i olien. Tilsæt græskar og gulerødder og svits dem med.
Hæld vand ved (til det lige præcis dækker grøntsagerne).
Lad suppen koge under låg.
Tilsæt buillon, ingefær, chili, salt og peber. Kog til grøntsagerne er møre.
Blend suppen med en stavblender og smag til med krydderier.

Suppen kan sagtens spises, som den er, men vi fik sprødstegt bacon drysset over. Det kan varmt anbefales.


mandag den 1. september 2014


BASIS OPSKRIFT PÅ CUP CAKES

Muffins, Cup Cakes, Baby Cakes.....kært barn har mange navne.
Forskellen på muffins og Cup Cakes er egentlig bare den topping, du putter på en Cup Cake.

Men en god opskrift på en basis muffin følger her....Så er det jo bare med at sætte fantasien løs. Du kan tilsætte den smag og farve du har lyst til. Og her er mulighederne mange. Chokolade, kaffe, bær, nugat, nødder mm. Og derefter finder du den topping, der passer til den smag du har valgt....

Opskriften giver ca 15 muffins:

125 gr smør
125 gr sukker
125 gr mel
2 æg
½ tsk salt
½ tsk vanillesukker
½ dl mælk
1 tsk bagepulver

Opvarm ovnen til 200 grader.
Smelt smør og rør mælken deri.
Pisk æggene i et ad gangen.
Balnd mel, sukker, salt, vanillesukker og bagepulver i en anden skål. 
Hæld væden i lidt ad gangen og rør til dejen er glat og ensartet.
Bland dine ønskede smags-varianter deri.
Hæld dejen i forme og bag dem i 15-20 min.

Frosting til Cup Cakes:

Smør Creme: 200 gr smør, 200 gr flormelis, vanillekorn af ½ stang vanille, evt smags-variant og farve
Smørret skal stå i stuetemp. ca ½ time inden du går igang. Pisk den hele rigtig godt til frostingen er helt glat. Fyld i en sprøjtepose og tyl dine Cup Cakes

Creme Cheese: 100 gr Philadelphia (IKKE LIGHT), 150 gr smør, ca 200 gr flormelis, korn af 1 stang vanille, evt farve.
Pisk smør og Philadelphia sammen til klumperne er væk. Pisk flormelis og vanillekorn i, til det er en glat og ensartet masse. Fyld i Sprøjtepose og tyl cremen på Cup Cakes.

Der kan også laves Flødebolletopping (opskriften er her på bloggen), mousser osv.